Retten til at være ulykkelig

Nedenstående er mit bidrag til en kronikkonkurrence med temaet “Det lykkelige liv”. Teksten fik ikke en placering, men til gengæld kan jeg frit lægge det ud her.
————-
En stor del af den danske befolkning kan betegnes som psykisk sårbar. Ifølge Det Sociale Netværks hjemmeside er mere end hver femte dansker i kontakt med det psykiatriske system, og dertil er der et betydeligt mørketal. Psykisk sårbarhed er et vidt begreb, som kan skyldes både psykiske lidelser, såkaldte udviklingsforstyrrelser som ADHD eller autisme, andre former for mistrivsel eller en kombination af disse. Selvsagt er der stor forskel på at have en udviklingsforstyrrelse og at have en psykisk lidelse (ligesom at det slet ikke er en selvfølge at man er psykisk sårbar, blot fordi man falder ind under en af de to kategorier), selvom at personer, der har det ene, har en forhøjet chance for også at have det andet. Men når det kommer til samfundets syn på de to grupper, er der ikke så stor forskel. Uanset hvad den psykiske sårbarhed skyldes, er den stigmatisering, man risikerer at blive udsat for, den samme. Vi lever nemlig i et samfund, der går højt op i at gøre de ulykkelige lykkelige igen. Det er dét formål, systemet er bygget op omkring – at blive lykkelig, rask, rigtig og funktionel igen. At komme ud på den anden side og væk fra den ulykkelige fase. Men selvom hensigten er god, er der en alvorlig ulempe ved denne tankegang. Hvis vi altid stiler efter målet “det lykkelige menneske”, glemmer vi, at et menneske, der har det skidt, stadig er menneske og fuldendt person, frem for et slags proto-menneske, der skal justeres og fikses, før det kan deltage ordentligt i samfundet. Konsekvensen er, at de, der sidder i ”den ulykkelige fase” stigmatiseres og faktisk får det endnu dårligere.
Der har i lang tid været megen debat om danskernes mentale sundhed. Det stigende antal børn, der bliver diagnosticeret med fx ADHD eller autisme har været et ofte diskuteret emne, hvorpå den seneste reaktion synes at være idéen om inklusion: De diagnosticerede børn skal ud af specialklasserne og omgås de øvrige elever. Formålet er efter sigende at børnene skal få en ”normal” hverdag på lige fod med de ”normale” børn, men kritik af politikken lyder, at børnene ikke får de vilkår, de har brug for, fordi lærerne ikke er klædt på til at håndtere opgaven. Inklusionsprincippet har ellers været et alternativ til det problem, at specialklasser, om end trods gode hensigter, mest af alt har haft den funktion at gemme børn med særlige behov væk, så de ikke generede andre elever. Så inklusionsidéen er på sin vis god nok. Problemet er bare, at man går for langt i den anden grøft og opfører sig som om de diagnosticerede børn slet ikke er anderledes end de neurotypiske – skønt de jo har særlige behov. Der er opstået en idé om, at man er nødt til at ignorere folks diagnoser og atypiskhed, hvis man vil se dem som mennesker på lige fod med andre. Dette gælder også for folk med psykiske lidelser: Hvis deres kompetencer og nyttighed bliver anerkendt, er det på trods af deres lidelse. Det bliver tilfældet, at de er værdifulde selvom de har en lidelse, og ikke at de er værdifulde og har en lidelse. Men begge dele – både deres værdi og deres lidelse – er en del af deres person.
Vi bør anerkende dette. Og behandle folks psykiske vilkår som blot et faktum, frem for noget, der nødvendigvis er negativt og et problem, der skal løses.
Det er nemlig noget der gælder generelt for mennesker. Vi er ikke problemer, og vi skal ikke løses. Det kan ikke bestrides, at det rent økonomisk er mere gavnligt for samfundet, når folk er raske og derfor er i arbejde, produktive og betaler skat. Dertil er det naturligvis ikke en behagelig oplevelse at være psykisk sårbar, uanset årsagen til at man er det. Det langsigtede mål for de sårbare er skam at få det bedre, om det så er ved at få indrettet sin hverdag, så den passer til ens neuroatypiskhed, eller om det er at komme helt af med en skadelig psykisk sygdom. Men vores nuværende måde at håndtere psykisk sårbarhed på, navnlig at gøre det skamfuldt at have det skidt og insistere på, at det skal overstås så hurtigt som muligt, er ikke hensigtsmæssig. Det dehumaniserer folk, netop fordi det gør dem til problemer, der skal løses. En person med depression kan få at vide, i bedste henseende, at hun nok skal blive sig selv igen. Men hvis hun ikke er sig selv under depressionen – hvem er hun så? Antydningen at man på en eller anden vis har mistet noget af sin menneskelighed, er ikke noget der skaber velvære, og det gør ej heller det pres, der lægges på én, hvis man ikke gør fremskridt hurtigt nok. Man skyder sig selv i foden ved på denne måde at fortælle folk at de snart skal blive raske.
Undertegnede har selv især på det sidste kæmpet med psykisk sårbarhed. Iblandt de ting jeg i den forbindelse har opdaget om mig selv er, at jeg har en autismespektrumprofil og at jeg har en spiseforstyrrelse. Det første opfatter jeg som blot en del af min person og den måde mit sind er indrettet på, i sig selv hverken negativt eller positivt, mens det sidstnævnte er en sygdom – men fælles for dem er, at de begge gør mig sårbar og forvolder mig smerte i visse sammenhænge. Men jeg er kommet frem til, at en stor del af den smerte, jeg føler, ikke har så meget direkte at gøre med hverken min spiseforstyrrelse eller autisme. Det er derimod noget jeg har valgt at kalde ‘meta-smerte’ – smerte jeg føler, fordi jeg er i smerte. Det er den smerte jeg føler, når jeg kommer til at græde ved tanken om, at jeg har en spiseforstyrrelse og derfor “er i stykker” og ikke fungerer som jeg skal. Den smerte jeg føler, når jeg hører om neuroatypiske mennesker, der har måttet droppe ud af deres studier eller blive førtidspensioneret, fordi deres omgivelser ikke var indrettet til dem, og fordi jeg selv glæder mig så utrolig meget til at begynde på universitetet. Jeg får med andre ord det skidt – får dårlig samvittighed eller bliver bange – fordi jeg har det skidt. Jeg er sikker på at jeg ikke ville føle den smerte, hvis ikke jeg gennem indirekte beskeder i samfundet var blevet fortalt, at der er noget galt med mig. Men det er jeg altså.
Hvis folk skal have lov til at tage sig af deres dårligdomme i eget tempo, er det for mange oplagt at spørge, hvordan man sikrer at de stadig bidrager til samfundet og ikke blot tærer på resurserne. I en ideel verden ville det måske ikke være nødvendigt konstant at skulle bidrage til noget, men når det er sagt, er det for de fleste også tilfældet at en følelse af at være nyttig fører velvære med sig. Og hvis man vælger at se veje i stedet for forhindringer, kan psykiske problemer skam føre megen nytte med sig. Hvor megen litteratur og kunst er ikke kommet ud af de mørkeste sind? For den enkelte person er der også noget berigende at hente: Modgang medfører værdifulde erfaringer og nye perspektiver, som man kan tage med sig videre i livet og drage nytte af. What doesn’t kill you makes you stronger, som man siger. Der er desuden det faktum, at folk, der selv har været psykisk sårbare er i en meget stærkere position til at hjælpe andre. Det er langt mere gavnligt at kunne snakke med nogen, der har følt det på egen krop og som forstår, hvor altoverskyggende og gennemgribende ens tilstand er – at sårbarheden er ens person og hverdag – frem for en, der måske mest har henblik på at gøre en “rask”.
Man kan endda stille spørgsmålstegn ved antagelsen om, at psykisk sårbare nødvendigvis er ulykkelige: Hvis man fjernede stigmatiseringen omkring det at have særlige behov, uanset om de skyldes en lidelse eller det at være neuroatypisk, og i stedet fokuserede på bare at opfylde de behov … Mon ikke det ville give ro i sindet for mange?

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: