Archive

Monthly Archives: August 2014

I only write poetry when I’m feeling broken.

Ugly, hopeless poems that reek of death and decay. Because when my head is messed up it goes into my words and my hands and renders me incapable of writing and drawing anything that’s alive in the way that only fictional beings can be. Left is only dying poetry. It’s one of the reasons I don’t want to be a poet (other reasons include my being too literal-minded). I don’t want to identify as that creature in pain jotting down its deceased thoughts that I am sometimes in the same way I identify as a writer and an artist. The latter two are central to the person I view myself as and responsible for the majority of the true happiness I feel, while the former is an unfortunate but necessary consequence of being alive. Since my mental state has been less than great the last year of so, I’ve felt like I’ve been losing grip of the writer and especially artist in me, which doesn’t exactly improve the pain.

 There’s the classical narrative of the suffering artist channeling their pain through what they write, paint, compose, what have you. It’s a narrative I’ve always sort of felt like I ought to live, but I’ve never seen myself in it. There has definitely been pain present in the stories I’ve written and pictures I’ve drawn, but I’ve never intended it to be my pain. My therapists have suggested, when I’ve mentioned that writing makes me happy, that try and write about what I’m feeling, but it’s always felt forced and not quite right. It didn’t feel like the stuff I usually write – that I like writing.

However, I’m starting to think that this is partly because I’ve never really been in touch with my pain – I’m getting better at that now, after many therapy sessions and intensive soul searching. It seems to be working. A few days ago, I drew this:

 
 It was a night when I was feeling – well, exactly like that. My head was full of thoughts that I couldn’t control or organize, they were spinning out of control, and I felt like the sheer chaos of it all was preventing me from seeing or thinking about or doing anything. So I sat down and drew that and, surprisingly, it helped a lot. I’ve heard so many stories about people using their creative outlets of therapy, but it never worked for me. I could only write or draw when I was feeling (relatively) happy and healthy. But that night it suddenly did work. I felt calmer and slightly more collected with each stroke of the pencil. The drawing is certainly not a happy one, but the fact that it made me feel better sets it apart from the ugly, broken poetry I usually produce, because those poems never did. I might feel a satisfaction in having created something, but the words didn’t heal my pain. If anything, they allowed me to seep in it. 
 

Now I wonder what will happen to the ugly poetry and my art in general. Maybe I’ll feel more connected to either of them – be able to put more of myself into the works that make me happy, and perhaps also consider the act of writing poems something more and different than a drawn out suicide. I might start taking care of the creature in pain instead of standing at a safe distance staring at it as it writhes and whines. Or maybe I’ll stop writing poetry all together, go back to coming up with stories and images that are in no way a reflection of myself, and process my emotions in some other way. I don’t know. But I do know that I’ve missed drawing, missed writing things I love, and if this will make me do those things again – I look forward to figuring it out.

 
 
 

Tid til et indlæg. Nu skal det være.

 

Jeg har i øjeblikket umådelig trang til at skrive et eller andet og udgive det her, men samtidig må jeg også være fuldstændigt blottet for tålmod, for rent faktisk at opstille en disposition og skrive et ordentligt, gennemarbejdet indlæg virker ikke særligt tiltalende lige nu. Det kunne måske have noget at gøre med det faktum, at jeg har fire-fem halvfærdige essays liggende, som ikke rigtig flytter sig ud af stedet. Jeg tror egentlig, at jeg vil sætte mig og prikke lidt til dem om lidt, men i skrivende stund har jeg brug for at skyde noget ud i blogosphæren (er det stadig et ord, man bruger?).

 

Så derfor dette: En slags stream-of-consciousness om et par ting, der har rumsteret i hovedet på mig i løbet af sommeren.

 

For det første. En gennemgribende følelse i mit liv lige nu er en fornemmelse af, at jeg er ved at lægge et puslespil om min egen mentale tilstand. For nylig gik det op for mig at den spiseforstyrrelse, jeg troede først tog fat i slutningen af 3.g., i virkeligheden har spiret de sidste syv år. Mindst. Det er ikke bare årsagerne til forstyrrelsen der har været med mig så længe, men de faktiske, konkrete, alvorlige spiseproblemer, som jeg bare enten ikke har lagt mærke til, glemt, eller ikke opfattet som problemer på nogen måde. Og den åbenbaring har videre ført til, at jeg har opdaget alle mulige andre årsager til forstyrrelsen, ud over dem jeg allerede har haft fat i.

 

Det er en overvældende oplevelse. Og når det lykkes mig kortvarigt at glemme hvor skidt jeg har det i hovedet, faktisk også lidt fascinerende. Det er utroligt, så komplekse mennesker er.

 

Opdagelsen slog mig imidlertid fuldstændigt ud til at begynde med. Puslespilsbrikken afslørede pludselig et billede, der syntes at se radikalt anderledes ud end sådan som jeg troede, mit liv havde været. Jeg var klar over, at jeg havde haft problemer som teenager. Selvfølgelig var det ikke helt godt, så meget som jeg spillede syg for at slippe for at skulle i skole. Men at det var slemt …  Jeg opfattede mig selv som var glad og trivedes med mit liv, selvom det ikke lignede mine klassekammeraters. Det kunne da ikke passe at jeg havde været syg de sidste syv år?

 

Men jo. Det kunne det. Kan det.

 

Som 20-årig synes jeg godt at jeg nu kan kalde mig voksen, og jeg oplever, at det at være blevet voksen i høj grad handler om at opdage at livet hænger sammen på en meget anderledes måde, end man troede. Pludselig at få øjnene op for en hel masse detaljer, man før ikke kunne se. Og det involverer åbenbart også detaljer om ens fortid.

 

Nøgleordet her dog ‘detaljer’. Det er, alt til trods, kun detaljer. Efter at jeg har accepteret at jeg har været syg, kan jeg også acceptere at det ikke er alt jeg har været. Mit ‘gamle’ liv og den opfattelse jeg har haft af det er stadig gyldig og rigtig, selvom der er kommet nye oplysninger på bordet. Ja, det viser sig at jeg var ensom og havde nogle alvorlige sår på selvværdet – men jeg var og er stadig også en person der er introvert virkelig kan nyde og få meget ud af sit eget selskab, og en person der er bevidst om mange af sine kompetencer og gode kvaliteter. Ja, jeg var ked af det og smertedes, men jeg var også glad og fik gode ting ud af mit liv. De to kan nemlig godt sameksistere. Viser det sig.

 

Om præcis en uge begynder jeg på universitetet. Jeg er ellevild, glæder mig som sindssyg (min mor har sagt at jeg altid har været god til at glæde mig. Som barn ville jeg, når julen var slut, være glad, for så kunne jeg begynde at glæde mig til min fødselsdag). Ikke bare er det en ønskedrøm der går i opfyldelse, men det føles også som starten på et nyt kapitel (selvom det kan være farligt at tænke på sit liv som et narrativ på den måde). Med mig vil jeg tage denne viden om, at jeg har et bedre og mere fuldbyrdigt begreb om mit liv og min person. En viden, der kan hjælpe mig til at få så meget ud af livet som muligt. Om 5 år er det sikkert endnu bedre. Men det må jeg tage til den tid. 

 

Lykke til jer alle.