Gør nu op med den letfordøjelige case-historie, DR!

Den sidste måneds tid har jeg fulgt en dokumentarserie på DR1 (https://www.dr.dk/tv/se/nar-2-koen-ikke-er-nok/nar-2-koen-ikke-er-nok-1-4), som jeg har været spændt på. Både fordi den eftersigende handlede om køn og om at falde uden for det binære kønssystem, og fordi jeg kender flere af de medvirkende. Jeg overvejede også selv at melde mig som deltager, men havde ikke lyst til at medvirke i en dokumentar af den slags, af grunde der vil fremgå længere nede i dette indlæg.

Det gode først:  Programmet er, i hvert fald på overfladen, meget respektfuldt, har mange forskellige stemmer med, og viser både positive og negative aspekter af de medvirkendes liv.

Programmet består delvist af små, interviewagtige bidder, hvor deltagerne udtaler sig om forskellige (mest personlige) emner i et hvidt, trækløst rum, og delvist af længere, mere dybdegående sekvenser, hvor kameraet følger én deltager af gangen (men ikke dem alle sammen) rundt i vedkommendes hverdag, så seerne får et indblik i hvordan dén foregår, og i hvilke udfordringer og også glæder den indeholder. I disse sekvenser bliver også deltagerens venner, familie og anden omgangskreds interviewet.

Programmet hedder ”Når 2 køn ikke er nok”, men hver eneste af de deltagere, der fremvises i de dyberegående sekvenser, er personer for hvem to køn rent faktisk ER nok. Det drejer sig bl.a. om en transkønnet dreng, en transkønnet kvinde, og personer der på den ene eller anden måde (som transvestit, bikønnet, genderfluid m.m. – ikke alle sætter ord på deres identitet) lever som eller skifter imellem at være både kvinde og mand – altså TO køn. Alle de, der falder uden for det binære system i form af at være nonbinær, genderqueer, akønnet m.m., begrænses til de små hvidrumsklip. Der er muligvis en enkelt undtagelse i en person, der definerer sig som transkønnet og bruger pronomenet ”han”, og desuden gerne vil føde sine egne børn. Men det fremgår ikke eksplicit om han identificer som mand eller som et nonbinært køn, hvad enten det er hans egen eller DRs beslutning.

Her vil jeg understrege at dette på ingen måde er en kritik af deltagerne i programmet. De har hver deres, helt legitime identitet, og de er både modige og beundringsværdige for at medvirke i programmet og dermed være med til at udbrede viden og give synlighed om emnet. Det er af stor værdi, for eksempel for unge transkønnede, der kan vinde selvværd og selvtillid ved at se nogen, der ligner dem, blive fremstillet positivt i medierne. Men programmets deltagere står i en svær situation, for de fortæller bare om deres egen, personlige historie, men de bliver samtidig tvunget til at være repræsentanter for alle transkønnede, transvestitter og nonbinære, hvilket er en meget, meget mangfoldig gruppe. Det er en umulig opgave.

Dette er netop problemet (eller et af problemerne) med det case-format, som denne genre af dokumentarer typisk benytter. Ikke blot bliver deltagerne en slags dyr-i-zoologisk have, som kan beglos og udspørges som ”de andre”, men når en seer som jeg sidder og med jævne mellemrum får ondt i maven af de mange kønsstereotyper, fordomme, og uheldige tilfælde af sprogbrug, der reproduceres i programmet, ved jeg ikke hvor jeg skal rette min kritik. For jeg har ikke lyst til at angribe disse modige mennesker, der står frem og fortæller om hvordan DE har det. Men det gør ikke at jeg synes det er okay at ukritisk antyde fx at mænd der kun nogle gange går i kvindetøj ikke gør det hele tiden kun fordi de skammer sig, at kvinder ikke ved noget om biler, at mænd kun kan være interesserede i tøj og sko hvis de også lever som kvinder, at det er okay og faktisk opfordret at udspørge en transkønnet om alt mellem himmel og jord bare fordi vedkommende er transkønnet, og utallige andre ting, der følger af sidekommentarer der ikke bliver fulgt op på. Det er en måde at reproducere gamle kønsstereotyper, der jo nu ”må være okay, for der er jo en queer person der er enig.”

Jeg er træt af at høre disse enkelthistorier, for der er altid nogen der har det på en anden måde, og så må de også forklare sig og udstille sig selv og bukke ydmygt for at samfundet også giver plads til og tolererer dem. Men det er ikke samfundet der skal give plads til og tolerere os. Vi er her allerede, og vi har lige så meget ret til pladsen. Det er også vores samfund.

Derfor savner jeg debat og information om det at være noget andet end ciskønnet og heteroseksuel, der ikke sætter fokus på det enkelte menneske, men som er normkritisk og sætter fokus på samfundet. Jeg vil have at ciskønnede heteroseksuelle mennesker holder op med at kigge på os, og i stedet kigger på sig selv med lige så nysgerrige øjne. Men det sker ikke, før også mediernes øjne rettes den anden vej.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: