Som barn talte jeg med fugle

Følelsen af at løbe, syv år gammel. Mere end at løbe; du spæner, flygter, det er en jagt. Når et barn løber, skrumper verden ind, hele den eksisterende virkelighed koncentreres til et brændpunkt lige bag øjnene og i hjertet som en kvælende, krampagtig klump i struben. Resten: borte. Verden, kroppen, tanken er et summende ingenting. Jeg er syv år gammel og jeg løber gennem skolegården,  i hælene på mig er et usynligt monster eller måske klassekammerater med træsværd, da legen pludselig afbrydes af at der står to børn foran mig. De skal lige spørge mig om noget.

”Vil du helst være en dreng eller en pige?”

Det føles igen som et led i en jagt, men på en anden måde. Denne gang er der intet der forsvinder; tværtimod vejer verden lidt tungere. Der er sket en diskret men signifikant forskydning af vægtskålene, på den ene: Mig; på den anden: Virkeligheden. Jeg tøver. De to fra min klasse lægger synkront hovedet på skrå og venter på svar. Dette er ikke en undervisningssituation, hvor jeg som regel altid kan udlede at ’huset’ er et navneord og at plus er det modsatte af minus. Lige nu har jeg følelsen af at jeg ikke engang har forstået spørgsmålet. De kunne have spurgt mig om en kat er en fisk eller en fugl.

Til sidst siger jeg: ”Jeg vil gerne være en pige der opfører sig som en dreng.”

Jeg kan ikke huske om de stiller sig tilfredse med dét svar; kun at jeg selv ikke gør. Det er skævt, passer ikke, egentlig en lodret løgn, men det er det tætteste jeg kommer på den tredje mulighed jeg ikke er helt klar over at jeg søger men kan fornemme er et sted ude i periferien af min bevidsthed. Som om jeg famler efter et tabt brudstykke af noget der er blevet splittet midt over, men mine hænder er fulde af de to arbitrære halvdele og min forståelse lammet af socialt induceret afasi. Pige, dreng, det er de to ord jeg har. De to ord verden opererer med, og et andet sted står jeg.

Som jeg bliver ældre tillader verden sig sjældnere og sjældnere at forsvinde. Den er evigt tilstedeværende, men i stigende grad bag en væg; en abstrakt størrelse på den anden side af en glasmembran der i perioder indkapsler mig. Jeg er i boblen igen! skriver 12-årige mig med kapitaler i den lille notesbog jeg har med mig overalt. Det er dagen før jeg betror et par klassekammerater at jeg er biseksuel, selvom jeg aldrig har haft det mindste ønske om at røre ved en anden krop. Men et eller andet må jeg være. De sidder på den modsatte side af bordet, jeg har svært ved at aflæse deres ansigtsudtryk men jeg tror vi føler os modige, føler at vi har greb om vores virkelighed.

Der er en vis frihed i min isolation. Når samfundets komplekse system af sociale regler ikke er mig forundt, kan jeg lave mine egne, drevet af et desperat behov for afgrænsning, tegner jeg et kort over verden med forskudte linjer. Kan jeg ikke tale med mennesker, må jeg tale med fugle, med træer, med havet. Jeg kan læne hovedet langt tilbage inde i boblen og række armene ud gennem en sprække som alle andre har overset, og fornemmelsen af luft og regn og blade, af ru bark og sand på mine hænder er en overvældende sensorisk eksplosion. En anden slags forbindelse.

Som teenager kysser jeg nogen for første gang. Ikke drevet af nogen særlig lyst, men fordi jeg kan, fordi muligheden byder sig, fordi hvad er chancen for at nogen vil kysse et nonbinært, kun-næsten-kønnet, kun-næsten-virkeligt halvmenneske der ikke lever i samme univers som dem. Der eksisterer et behov i verdenen bag bobleskallen som noget siger mig jeg burde tage del i. Det er det samme behov som i sjette klasse fik mig til at genfremfinde børnehavetidens smag for kjoler og makeup, og senere, igen, sky det som ilden. Der er alt for meget alkohol i kroppen på den jeg kysser, jeg tænker at jeg måske kan absorbere en del af beruselsen gennem hendes læber. Mine øjne er lukkede, jeg ved ikke hvad jeg laver men lader mig føre med, som altid når jeg kysser nogen, som altid når jeg bryder den usynlige men solide barriere der ligger mellem mig og alle andre mennesker, forsøger at interagere. Alt uden for kysset er reduceret til lyde, men jeg kan høre de intense øjne og det brede grin i stemmen på en af de omkringstående drenge når han siger: ”Jeg vidste det.”

Men han ved ikke noget. Ved ikke noget om mig, om min krop, om mit køn. Om hvilke drifter jeg har eller ikke har, hvad der ligger bag mit begær eller min kærlighed. Jeg har fået nye ord, indsamlet på natlange opdagelsesrejser i internettets pseudovirkelighed, ord og symboler jeg tegner på min krop men ikke er klar til at dele med mine omgivelser. Endnu. Skjult under mit tøj er de markeret med kuglepen. De dekorerer min hud, den hud der er vokset uden jeg rigtigt var klar over det, udvidet og strakt sig mens jeg var for distraheret til at lægge mærke til den. Nu er min krop for stor, jeg har ingen fornemmelse for den. Verdens overvældende formløshed er trængt gennem glasset og har spredt sig til mit kød. Senere bliver den for lille, jeg tæmmer den i et forsøg på at tæmme verden, men den er aldrig lille nok, der er ingen kasse jeg kan justere min krops facon til, og i stedet må jeg prøve at udfylde hulrummene imellem.

Indse i stedet dette: hulrummene er ikke et ubestrideligt faktum, kasserne ikke en fastsat størrelse. Jeg er ikke formbar, jeg er formende, jeg er en strukturløs, uendelig historie. Jeg kan skrive mig ud af ensomheden, forsøge mig ud af angsten, elske mig ind i eksistensen. Jeg siger til børnene i skolegården at jeg er nonbinær, at jeg er aseksuel, at jeg er et menneske og at jeg ikke ved hvad det betyder men at det er ord der kan strømme med mig og forandres som tiden går. Jeg er 22 år og er utallige gange blevet spurgt ”Hvad er du?”, men i dag kigger en ven mig dybt i øjnene og siger: ”Sådan har jeg det også: Gudskelov”. Der er andre mennesker der smiler sammen med mig, mens virkeligheden aldrig har været så tæt og håndgribelig i dens uforståelighed. Hvad er jeg? Det ved jeg ikke, men jeg er. Mit køn er tidevand, min krop er en kamp, den er en vild dans. Verden forsvinder ikke, jeg forsvinder ikke, tilværelsen er en unægtelig ret og et uundgåeligt vilkår, og vi løber, løber, spæner, flygter ikke men søger mod hinanden indtil vi et ét, Mig og Virkeligheden, Virkeligheden og Mig. Mig.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: