Archive

Uncategorized

Følelsen af at løbe, syv år gammel. Mere end at løbe; du spæner, flygter, det er en jagt. Når et barn løber, skrumper verden ind, hele den eksisterende virkelighed koncentreres til et brændpunkt lige bag øjnene og i hjertet som en kvælende, krampagtig klump i struben. Resten: borte. Verden, kroppen, tanken er et summende ingenting. Jeg er syv år gammel og jeg løber gennem skolegården,  i hælene på mig er et usynligt monster eller måske klassekammerater med træsværd, da legen pludselig afbrydes af at der står to børn foran mig. De skal lige spørge mig om noget.

”Vil du helst være en dreng eller en pige?”

Det føles igen som et led i en jagt, men på en anden måde. Denne gang er der intet der forsvinder; tværtimod vejer verden lidt tungere. Der er sket en diskret men signifikant forskydning af vægtskålene, på den ene: Mig; på den anden: Virkeligheden. Jeg tøver. De to fra min klasse lægger synkront hovedet på skrå og venter på svar. Dette er ikke en undervisningssituation, hvor jeg som regel altid kan udlede at ’huset’ er et navneord og at plus er det modsatte af minus. Lige nu har jeg følelsen af at jeg ikke engang har forstået spørgsmålet. De kunne have spurgt mig om en kat er en fisk eller en fugl.

Til sidst siger jeg: ”Jeg vil gerne være en pige der opfører sig som en dreng.”

Jeg kan ikke huske om de stiller sig tilfredse med dét svar; kun at jeg selv ikke gør. Det er skævt, passer ikke, egentlig en lodret løgn, men det er det tætteste jeg kommer på den tredje mulighed jeg ikke er helt klar over at jeg søger men kan fornemme er et sted ude i periferien af min bevidsthed. Som om jeg famler efter et tabt brudstykke af noget der er blevet splittet midt over, men mine hænder er fulde af de to arbitrære halvdele og min forståelse lammet af socialt induceret afasi. Pige, dreng, det er de to ord jeg har. De to ord verden opererer med, og et andet sted står jeg.

Som jeg bliver ældre tillader verden sig sjældnere og sjældnere at forsvinde. Den er evigt tilstedeværende, men i stigende grad bag en væg; en abstrakt størrelse på den anden side af en glasmembran der i perioder indkapsler mig. Jeg er i boblen igen! skriver 12-årige mig med kapitaler i den lille notesbog jeg har med mig overalt. Det er dagen før jeg betror et par klassekammerater at jeg er biseksuel, selvom jeg aldrig har haft det mindste ønske om at røre ved en anden krop. Men et eller andet må jeg være. De sidder på den modsatte side af bordet, jeg har svært ved at aflæse deres ansigtsudtryk men jeg tror vi føler os modige, føler at vi har greb om vores virkelighed.

Der er en vis frihed i min isolation. Når samfundets komplekse system af sociale regler ikke er mig forundt, kan jeg lave mine egne, drevet af et desperat behov for afgrænsning, tegner jeg et kort over verden med forskudte linjer. Kan jeg ikke tale med mennesker, må jeg tale med fugle, med træer, med havet. Jeg kan læne hovedet langt tilbage inde i boblen og række armene ud gennem en sprække som alle andre har overset, og fornemmelsen af luft og regn og blade, af ru bark og sand på mine hænder er en overvældende sensorisk eksplosion. En anden slags forbindelse.

Som teenager kysser jeg nogen for første gang. Ikke drevet af nogen særlig lyst, men fordi jeg kan, fordi muligheden byder sig, fordi hvad er chancen for at nogen vil kysse et nonbinært, kun-næsten-kønnet, kun-næsten-virkeligt halvmenneske der ikke lever i samme univers som dem. Der eksisterer et behov i verdenen bag bobleskallen som noget siger mig jeg burde tage del i. Det er det samme behov som i sjette klasse fik mig til at genfremfinde børnehavetidens smag for kjoler og makeup, og senere, igen, sky det som ilden. Der er alt for meget alkohol i kroppen på den jeg kysser, jeg tænker at jeg måske kan absorbere en del af beruselsen gennem hendes læber. Mine øjne er lukkede, jeg ved ikke hvad jeg laver men lader mig føre med, som altid når jeg kysser nogen, som altid når jeg bryder den usynlige men solide barriere der ligger mellem mig og alle andre mennesker, forsøger at interagere. Alt uden for kysset er reduceret til lyde, men jeg kan høre de intense øjne og det brede grin i stemmen på en af de omkringstående drenge når han siger: ”Jeg vidste det.”

Men han ved ikke noget. Ved ikke noget om mig, om min krop, om mit køn. Om hvilke drifter jeg har eller ikke har, hvad der ligger bag mit begær eller min kærlighed. Jeg har fået nye ord, indsamlet på natlange opdagelsesrejser i internettets pseudovirkelighed, ord og symboler jeg tegner på min krop men ikke er klar til at dele med mine omgivelser. Endnu. Skjult under mit tøj er de markeret med kuglepen. De dekorerer min hud, den hud der er vokset uden jeg rigtigt var klar over det, udvidet og strakt sig mens jeg var for distraheret til at lægge mærke til den. Nu er min krop for stor, jeg har ingen fornemmelse for den. Verdens overvældende formløshed er trængt gennem glasset og har spredt sig til mit kød. Senere bliver den for lille, jeg tæmmer den i et forsøg på at tæmme verden, men den er aldrig lille nok, der er ingen kasse jeg kan justere min krops facon til, og i stedet må jeg prøve at udfylde hulrummene imellem.

Indse i stedet dette: hulrummene er ikke et ubestrideligt faktum, kasserne ikke en fastsat størrelse. Jeg er ikke formbar, jeg er formende, jeg er en strukturløs, uendelig historie. Jeg kan skrive mig ud af ensomheden, forsøge mig ud af angsten, elske mig ind i eksistensen. Jeg siger til børnene i skolegården at jeg er nonbinær, at jeg er aseksuel, at jeg er et menneske og at jeg ikke ved hvad det betyder men at det er ord der kan strømme med mig og forandres som tiden går. Jeg er 22 år og er utallige gange blevet spurgt ”Hvad er du?”, men i dag kigger en ven mig dybt i øjnene og siger: ”Sådan har jeg det også: Gudskelov”. Der er andre mennesker der smiler sammen med mig, mens virkeligheden aldrig har været så tæt og håndgribelig i dens uforståelighed. Hvad er jeg? Det ved jeg ikke, men jeg er. Mit køn er tidevand, min krop er en kamp, den er en vild dans. Verden forsvinder ikke, jeg forsvinder ikke, tilværelsen er en unægtelig ret og et uundgåeligt vilkår, og vi løber, løber, spæner, flygter ikke men søger mod hinanden indtil vi et ét, Mig og Virkeligheden, Virkeligheden og Mig. Mig.

This Glorious Unknown

Hello darlings! Today marks the beginning of this year’s Asexual Awareness Week! According to the organization’s website, the campaign has been running for seven years now, which is very exciting news. As a person who identifies as asexual, I care a lot about this particular week in October–in fact, last year I wrote a post all about asexuality and my experience with being ace.

thehouseofillrepute Involving a rather salient extended metaphor.

Last year’s post was something of an “Asexuality 101” as experienced by Your Illustrious Author. Among the information I had to offer in that post was a tidbit of terminology: ‘allosexual’. In the asexual/LGBTQ+ community, the term ‘allosexual’ is used to describe someone who is not asexual. In my own words to friends, “there’s the asexuals–that’s me–and the allosexuals–which is all y’all”. It’s like using cisgender as an opposite to transgender, or allistic as an opposite to autistic…

View original post 1,501 more words

Den sidste måneds tid har jeg fulgt en dokumentarserie på DR1 (https://www.dr.dk/tv/se/nar-2-koen-ikke-er-nok/nar-2-koen-ikke-er-nok-1-4), som jeg har været spændt på. Både fordi den eftersigende handlede om køn og om at falde uden for det binære kønssystem, og fordi jeg kender flere af de medvirkende. Jeg overvejede også selv at melde mig som deltager, men havde ikke lyst til at medvirke i en dokumentar af den slags, af grunde der vil fremgå længere nede i dette indlæg.

Det gode først:  Programmet er, i hvert fald på overfladen, meget respektfuldt, har mange forskellige stemmer med, og viser både positive og negative aspekter af de medvirkendes liv.

Programmet består delvist af små, interviewagtige bidder, hvor deltagerne udtaler sig om forskellige (mest personlige) emner i et hvidt, trækløst rum, og delvist af længere, mere dybdegående sekvenser, hvor kameraet følger én deltager af gangen (men ikke dem alle sammen) rundt i vedkommendes hverdag, så seerne får et indblik i hvordan dén foregår, og i hvilke udfordringer og også glæder den indeholder. I disse sekvenser bliver også deltagerens venner, familie og anden omgangskreds interviewet.

Programmet hedder ”Når 2 køn ikke er nok”, men hver eneste af de deltagere, der fremvises i de dyberegående sekvenser, er personer for hvem to køn rent faktisk ER nok. Det drejer sig bl.a. om en transkønnet dreng, en transkønnet kvinde, og personer der på den ene eller anden måde (som transvestit, bikønnet, genderfluid m.m. – ikke alle sætter ord på deres identitet) lever som eller skifter imellem at være både kvinde og mand – altså TO køn. Alle de, der falder uden for det binære system i form af at være nonbinær, genderqueer, akønnet m.m., begrænses til de små hvidrumsklip. Der er muligvis en enkelt undtagelse i en person, der definerer sig som transkønnet og bruger pronomenet ”han”, og desuden gerne vil føde sine egne børn. Men det fremgår ikke eksplicit om han identificer som mand eller som et nonbinært køn, hvad enten det er hans egen eller DRs beslutning.

Her vil jeg understrege at dette på ingen måde er en kritik af deltagerne i programmet. De har hver deres, helt legitime identitet, og de er både modige og beundringsværdige for at medvirke i programmet og dermed være med til at udbrede viden og give synlighed om emnet. Det er af stor værdi, for eksempel for unge transkønnede, der kan vinde selvværd og selvtillid ved at se nogen, der ligner dem, blive fremstillet positivt i medierne. Men programmets deltagere står i en svær situation, for de fortæller bare om deres egen, personlige historie, men de bliver samtidig tvunget til at være repræsentanter for alle transkønnede, transvestitter og nonbinære, hvilket er en meget, meget mangfoldig gruppe. Det er en umulig opgave.

Dette er netop problemet (eller et af problemerne) med det case-format, som denne genre af dokumentarer typisk benytter. Ikke blot bliver deltagerne en slags dyr-i-zoologisk have, som kan beglos og udspørges som ”de andre”, men når en seer som jeg sidder og med jævne mellemrum får ondt i maven af de mange kønsstereotyper, fordomme, og uheldige tilfælde af sprogbrug, der reproduceres i programmet, ved jeg ikke hvor jeg skal rette min kritik. For jeg har ikke lyst til at angribe disse modige mennesker, der står frem og fortæller om hvordan DE har det. Men det gør ikke at jeg synes det er okay at ukritisk antyde fx at mænd der kun nogle gange går i kvindetøj ikke gør det hele tiden kun fordi de skammer sig, at kvinder ikke ved noget om biler, at mænd kun kan være interesserede i tøj og sko hvis de også lever som kvinder, at det er okay og faktisk opfordret at udspørge en transkønnet om alt mellem himmel og jord bare fordi vedkommende er transkønnet, og utallige andre ting, der følger af sidekommentarer der ikke bliver fulgt op på. Det er en måde at reproducere gamle kønsstereotyper, der jo nu ”må være okay, for der er jo en queer person der er enig.”

Jeg er træt af at høre disse enkelthistorier, for der er altid nogen der har det på en anden måde, og så må de også forklare sig og udstille sig selv og bukke ydmygt for at samfundet også giver plads til og tolererer dem. Men det er ikke samfundet der skal give plads til og tolerere os. Vi er her allerede, og vi har lige så meget ret til pladsen. Det er også vores samfund.

Derfor savner jeg debat og information om det at være noget andet end ciskønnet og heteroseksuel, der ikke sætter fokus på det enkelte menneske, men som er normkritisk og sætter fokus på samfundet. Jeg vil have at ciskønnede heteroseksuelle mennesker holder op med at kigge på os, og i stedet kigger på sig selv med lige så nysgerrige øjne. Men det sker ikke, før også mediernes øjne rettes den anden vej.

The first issue of Journal of Language Works was just published the other day. Alongside the work several talented students of linguistics, it includes a paper on nounself pronouns written by yours truly. A general theme for the issue seems to be language and identity, and all the included articles seem very interesting – if you want to give it a read, you can do so here: http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/lwo/issue/view/3385

I hope you’re all having a nice summer.

Communities often have very strict rules for which words to use and how to use them, especially words surrounding identity. In the circles I frequent, the proper term for a person whose gender identity is different from the gender they were assigned at birth is ‘a transgender person’, with ‘transgender’ being an adjective. Most of us have probably seen the word ‘transgendered’ (a deverbal adjective) being used both by cis people out of ignorance, but also by trans people in other communities who identify with that term. I’ve seen many good arguments for why ‘transgendered’ is a “bad” word to use (try googling “why is transgendered a bad term” if you’re unsure) – with all these in mind and accepting the premise that ‘transgender’ is the proper term, I do however have an idea/suggestion for another, legitimate usage of the word ‘transgendered’.

‘Transgendered’, having a -ed verbal suffix, suggests that the person it describes is the object of some sort of process or action. The person “has been transgendered” by something. This is also a key argument for why the word is a bad term to use about transgender people – it takes away their agency and implies that their being trans is something that has happened to them, rather than just something they are.

But in a sense, being transgender IS something that has happened to us. Here I am making an important distinction between gender identity and the state of being transgender. I have a gender identity: Specifically I am nonbinary/third gender. This identity is my own, I consider it an integrated core part of who I am, I feel that it’s something internal in me rather than external (forgive the somewhat abstract and vague description – gender is weird and I don’t think any of us are quite sure what it is exactly. I’m not going to go into that here.). It did not “happen to me”, it was there all along.

My gender identity does not match the gender I was assigned by doctors, the government, and society when I was born and growing up. This latter fact – the fact that I have a specific assigned gender and that it was assigned to me by someone else – is external. My assigned gender very much did “happen to me”. Someone else put that onto me.

If I didn’t have an assigned gender, it wouldn’t make sense to say that my gender identity and assigned gender didn’t match – and it wouldn’t make sense to say I’m transgender. Really, I am only transgender because society look/looked at me and saw one gender when in reality I am another. In this way it society that is the cause of my being transgender – so in a sense I have been transgendered by society.

So why not just use ‘transgendered’ and forget about ‘transgender’? I think the two words emphasize different things. Like I’ve outlined above, ‘transgendered’ implies that something has happened to us – which may be true, but it’s not all being trans is, and it in turn can imply that being trans is bad. Which it is not. The fact that we need a word for it is bad – it’s bad that society forcibly assigns genders to newborn children when we have no idea how it will match their identity as they grow up. But the person themself is not doing something wrong or “being wrong” by having a different gender identity than their assigned gender. Using the word ‘transgender’ instead is more neutral and better allows for a discourse that emphasizes the positive aspects of gender diversity.

To sum up:

I am a transgender person – this means I have a different gender identity than the gender I was assigned at birth. This is not a problem I need fixed, it is simply a fact about me as a person, just like the fact that I have brownish-blonde hair and that I’m 174.5 cm tall.

I have been transgendered by society – this means that the label of my assigned gender has been forced onto me despite the fact that it’s not an accurate description of who I am. This IS a problem, and I would like to change society so future generations do not need to go through the same.

There are amazing parallels to be drawn between the autistic community and the d/Deaf community:

  • Both groups have been pathologicalized and are viewed by mainstream society to have a negative/debilitating medical condition that should at least be compensated for somehow or even “cured”
  • Many members of both group disagree with the above view and rather consider themselves as just having a different experience of the world/functioning in a different way (i.e. respectively visual rather than aural, and processing information differently) which can in many ways be a positive thing – leading to the terms ‘Deaf Gain’ and ‘Neurodiversity’ arising
  • Both groups have been and are being systematically oppressed in an attempt to “normalize” their members, such as through oralism (forcing deaf people to communicate in speech and prohibiting sign language, can be implemented by making deaf children communicate while holding their hands behind their backs) and ABA training (which involves “training”/”conditioning” autistic children to not stim – see “quiet hands” for instance) – this “normalization” has been argued to be in the subjects own best interest.
  • Mainstream society have huge misconceptions about both groups. Yes, d/Deaf people can drive cars. Yes, autistic people can experience empathy just as well as neurotypicals. No, “Sign Language” isn’t one, universal language, and they are as varied and as natural as oral languages. No, autistic people aren’t all mathematical geniuses.
  • Both groups are frankly in danger of being victims of genocide as technological advances in prenatal screening will potentially make it possible to predict whether a child will be born d/Deaf/autistic, and seeing how doctors are already pressuring pregnant people whose fetuses might be born with Down syndrome into getting abortions ……..

Both groups have a lot of fighting to do to gain recognition and equality, and they could probably learn a lot from each other. I don’t know much about d/Deaf culture beyond taking a course in Deaf Studies last week, and I’m not as involved in the autistic community as I could/want to be, but I want to learn more. If anyone reading this have thoughts, let me know?

Labels are something very dear to me – here is a very good post about them.

The Asexual Agenda

Why do the kids these days have so many words and identity labels?

That’s the question we ask year after year.  But isn’t that funny?  If it’s the same thing year after year, why does it seem like kids these days are especially bad about it?

It’s certainly true that some years provide more fertile ground for words than others.  For example, there were a lot more new asexuality-related words in the years 2000-2010 than in the years 1990-2000.

But a lot of the perceived change is an illusion.  Previous generations also had lots of words and identity labels.  Some of those words became established, and now you take them for granted (eg hetero-/bi-/pan-/homo- romantic, gray-A, demisexual).  But for every successful word, there were a dozen unsuccessful words.  You don’t see them anymore, because they died.

View original post 892 more words